Her kommer en løs plan over, hvordan weekenden vil forløbe:
Du kan se deltagerlisten her: glasnetmode-2016-deltagere


Vi mødes på Glasmuseet fredag 30. sept. fra kl. 16.00
Information om indlogering på Vandrehjemmet og et mere udførligt program udleveres.

Glasværker  til POP UP udstillingen afleveres og genstande til Loppe/byttemarked kan også stilles op. 

Resten af eftermiddagen og aftenen går med leg, hygge og demoer i glashytten på Glasmuseet.
Henrik og Louisa Moeslund laver mad til os. Der bliver mulighed for køb af drikkevarer og kaffe.

Lørdag starter på Glasmuseet efter morgenmad med det officielle GLASNETMØDE kl. 10.00 + fællesfoto.  Bestyrelsen indkalder og sender dagsordenen ud i behørig tid.
Efter lidt kaffe er der fernisering af POP UP udstillingen. Vi håber, I har givet den en tanke og kommer med jeres bedste stykke glas.
Derefter tager vi en bid mad, inden der er mexicansk demo i glashytten m.m. Det bliver hot!!
Så går turen indenom bruseren, inden vi spiser middag på Kulturministeriet (bus transport). Her skal vi også danse og hygge til de lyse morgentimer.

Søndag starter ikke for pyser. Vi overvinder tømmermændene med en kold dukkert i havet inden morgenkaffen.
Vi mødes på Glasmuseet, hvor alle henter deres eget objekt fra POP UP udstillingen (samt usolgte lopper), inden vi mødes til en række fine foredrag i form af SPEED TALKS.


Vi glæder os til at se jer alle.


Hilsen Ebeltoftgruppen

 

FREDAG: Vi mødes alle på Glasmuseet, som vil være omdrejningspunktet for de fleste aktiviteter denne weekend. Der vil blive leg og hygge samt små demoer af udvalgte glaspustere i glashytten.

Folk vil blive indlogeret på Vandrehjemmet, hvor der er mulighed for overnatning (med morgenmad) på dobbeltværelse eller 3 mands værelse.

Loppe-Bytte-Marked hele weekenden: så husk farver, værktøj og andet godt, du vil sælge/bytte.

LØRDAG: De La Torre brødrene beriger os med "Mexicansk leg med døden" i glashytten.

Bliver det for vildt og voldsomt, kan nerverne dulmes i Pia´s kaff´bar.

Det officielle GLASNETMØDE sker også lørdag - for ikke at glemme FESTEN!!

Det bliver med lækker middag, drinks, dans, god musik - og måske en body tequila med Claus!

SØNDAG: For dem, der vil af med sine tømmermænd i en fart, er der vinterbadning med Christina søndag morgen.

Derefter kan vi glæde os til et unikt foredrag af Steffen Dam: Hvordan man mister en million.

Vi siger farvel & tak med en sandwich.

MEN… Vi har også besluttet, at vi vil lave en POP UP udstilling, kun denne weekend.

Glasmuseet er midt i mellem to udstillinger, så vi har fået lov til at have udstillingen i den nye fløj.

Selv om det er en kort udstilling, så er det meningen at du skal komme med "your best piece".

Vi inviterer en håndfuld gallerister fra Danmark, Sverige og Norge, så der skulle være fin mulighed for at "vise sig frem"  Der er selvfølgelig fernisering med bobler lørdag. Se iøvrigt vedhæftet fil. (obs. fil er med i e-mailen)

Mere praktisk info kommer, når vi når på den anden side af sommerferien.

Til de studerende, har vi valgt at give gratis Glasnetsmødebillet til de 5 første der melder sig til, og 50% rabat til de næste 5. Husk at du skal være 100 % studerende

Prisen for at deltage på årets Glasnetsmøde er

1500 kr. pr næse, hvis du tilmelder dig og betaler inden 1.juli 2016. (1000 kr. uden overnatning)

Efter den 1.juli stiger prisen til 1700 kr. pr næse (1200 kr. uden overnatning)

Mail med tilmelding sendes til kontakt@pustglas.dk

Hilsen Ebeltoftgruppen

Mvh Christina Hellevik